Wiens første Renzo Piano i spændingsfeltet mellem gammelt og nyt

De første idéer og udkast fra Renzo Piano til Belvedere-Apartments stammer fra 2008. „Grundprincipperne i det første udkast blev bibeholdt, men verden fortsætter med at dreje rundt“, fastslår Sahlmann. „Hvordan kan man skabe et interessant beboelsesareal, som i realiteten ligger tæt på banegården“, det var kerneopgaven. Piano og hans team ville undgå at opstille en „stor mur“. De ville „skabe udsigter“, og dermed opstod denne opdeling i blokke, som i dag udgør fem bolig- og hotelhøjhuse. 

„Ved boligbyggeri skal man bruge meget lys og så interessant en udsigt som muligt. Det flerkantede grundplan giver mulighed for denne udsigt“, forklarer Sahlmann og tilføjer, at objektet byder på mange forskellige boligtyper, men alligevel forekommer den enkelte boligtype kun én gang. Vinduerne fra gulv til loft og de subtile vinkler muliggør referencen til byen og inddragelsen af Schweizergarten. Bygningens usædvanlige søjlekonstruktion integreres ligeledes i placeringen, hvor den som en skov af søjler genspejler et motiv af træstammer i dens umiddelbare omgivelser. Søjlerne hæver således bygningen langt over gadeniveau.

Facadens specielle udformning giver en fremtoning af høj kvalitet: en kombination af glas, keramikelementer og Prefa-aluminium. „Keramikken skaber spændingsfeltet mellem nyt og gammelt. Profilbølgerne af aluminium giver det elegante touch og er samtidigt både æstetiske og funktionelle“, betegner Sahlmann facadekonceptet og tilføjer: „Aluminiummet leger ligesom keramikken med lyset. I løbet af dagen skifter facaden farve alt efter sollyset“. Hvid ville have været for stærk som den dominerende farve i dens refleksion, sølvmetallic giver mulighed for en bedre virkning, som arkitekten i dag er meget tilfreds med. For at understrege objektets beboelsesmæssige karakter har hver bygning sin egen glaspavillon „som modtagelsesgestus“. 

„Byen består af en række overlappende historier. Spørgsmålet er, hvilken historie vi kan tilføje“, ifølge arkitekten. Han har indtil nu gået til arbejdet med „lidenskab og optimisme – andre siger naivitet“. Sahlmann ved, at hvert eneste projekt er forskelligt, og at der ikke er rutineopgaver inden for hans virkefelt. „Man springer ned i det kolde vand hver gang“, og han elsker processen med udvikling, gennemførelse, og når virkeligheden skabes ud fra idéer.